I 2009 tiltrådte Danmark FN’s handicap konvention. En konvention der er til for at sikre lige rettigheder for alle. Flere parter mener dog stadig, at der kan gøres mere for at optimere de funktionsnedsattes tilgængelighed i den kollektive trafik. 

Af Rasmus Enevoldsen Andreasen og Anne Poulsen

At være kørestolsbruger er ikke altid nemt. Skal man fra A til B, kræver det som oftest en bil med det rette udstyr, en lift eller en hjælpende hånd. Kørestolsbrugere er lige så vel som vi andre forskellige med behov derefter, men tit med et brændende ønske tilfælles – at kunne transportere sig selv rundt med færrest mulige begrænsninger og mindst mulig hjælp.

I Danmark har vi tradition for at yde en god behandling for mennesker, der er begrænset af et handicap. Vi har i den gode sags tjeneste siden 2009 været omfattet af FN’s handicapkonvention, hvis fornemmeste opgave er at sikre personer med handicap de samme menneske- og frihedsrettigheder som alle andre. Dog mener flere parter stadig, at vi halter efter, hvad angår at fremme tilgængeligheden jf. artikel 9, i den kollektive trafik.

Nikolaj Nielsen, chefjurist og ekspert i ligebehandling og handicap ved institut for menneskerettigheder, er blot et eksempel herpå:

“Jeg synes ikke, vi er kommet ret langt. Det er det, der er problemet. Da vi tiltrådte konventionen i 2009, var man ude at vurdere, om vi lever op til konventionen. Og siden da er der ikke nogen grundlæggende ting der er blevet lavet om, heller ikke inden for offentlig transport.”

Hvordan vi bestræber os på at efterleve konventionens samsurium af vejledende standarder og regler, er op til fortolkning, hvilket klart afspejles i de respektive trafikselskabers handicapservice. Hos flertallet af selskaberne gøres det klart, hvordan kørestolsbrugere skal være selvhjulpne i busserne. Rampen kan kun benyttes ved hjælp af en ledsager, da chaufføren ikke er forpligtet til at yde assistance. Hos Fynbus har man helt undtagelsesvist imødekommet kørestolsbrugerne og indført el-ramper i de fleste bybusser samt alle regionalbusser.

“Jeg tør slet ikke tænke på at sætte mig ind i en bus i Danmark”

Kørestolsbruger og formand for UlykkesPatientForeningen, Janus Tarp, mener ikke, at vi gør nok for at leve op til konventionen. Han påpeger derudover, hvordan et velfærdssamfund som vores har haft både midler og ressourcer til at efterleve konventionen, fra den dag vi tiltrådte den. Grundlæggende mener han, at problemet relaterer sig til to ting; af- og påstigningen. Hos busserne er problemet manglen på hjælp til at få rampen lagt ud, hvorimod det hos togene opstår, da perronhøjderne ikke er niveaufri.

“Man burde kunne benytte sig af bussen eller toget uden udfordringer. Det kan vi ikke i dag, og det er ikke godt nok,” siger han og supplerer, ”tilgængeligheden for kørestolsbrugere er ikke god nok, som den er i dag. Du kan ikke på egen hånd tage bussen. Det kræver hjælp fra buschaufførerne – en hjælp som vi ikke får.”

Nikolaj Nielsen fra institut for menneskerettigheder forklarer også, hvordan Danmark har været meget på individuelle løsninger, men halter efter når kommer til tilgængeligheden i det offentlige rum:

“I Danmark har vi jo traditionelt haft et velfærdssamfund, som giver mennesker med handicap gode sociale ydelser. Til gengæld har vi ikke gjort så meget for at inkludere dem i samfundet.”

Ovenstående kritik er Janus ikke alene om, tværtimod. Tilgængelighedsekspert og medlem af DHF’s bygge- og trafikpolitiske udvalg, Claus Bjarne Christensen, mener heller ikke, at tilgængelighed bliver tænkt nok ind i den offentlige trafikservice:

“Danmark er fantastisk god på mange områder. Vi har tilgodeset personer med handicap på mange områder, men ikke hvad angår tilgængelighed. Vi burde ikke stille os tilfredse med, at den kollektive trafik ikke er for alle. Det er forkert.”

En undersøgelse foretaget af Danske Handicaporganisationer medio 2019 belyser ydermere, hvordan knap to ud af tre oplever, at det er svært eller umuligt at stige af og på bus eller tog. Undersøgelsen er baseret på en rundspørge blandt 590 af organisationens medlemmer. Det skal siges, at rapporten ikke skelner mellem forskellige handicap, fysiske som psykiske

Flere kørestolsbrugere deler samme holdning. Blandt andre Aage Dastrup. Han oplever det ikke som en mulighed at benytte bussen og peger på, at vi skal kigge mod udlandet for at finde svar.

”Jeg tør slet ikke tænke på at sætte mig ind i en bus i Danmark. Men man kan jo godt finde ud af det i andre lande. Jeg har lige været i Malta, og der kunne vi sagtens komme med transporten. Man skulle naturligvis have buschaufføren til at smide slisken ned, men så kunne man køre lige ind. Sådan er vi jo så forskellige rundt omkring i verden.”

Aage Dastrup fortæller derudover, at han gør hvad han kan for at deltage i arrangementer i byen, hos familie eller venner, men at han oplever at må takke nej til arrangementer og besøg ved sin søn. 

Ensomhed som konsekvens

Det kan have sine konsekvenser, når tilgængeligheden for personer med handicap ikke står øverst på prioriteringslisten i den kollektive trafik. Må du fravælge sociale arrangementer og begrænse din generelle færden grundet det offentlige trafiksystem, kan det tilsyneladende medvirke til ensomhed.

I den tidligere nævnte rapport fra Danske handicaporganisationer har de spurgt de 590 deltagende medlemmer, hvilken betydning det har, når man må fravælge den offentlige transport. Her svarer én ud af tre, at de oplever at blive mere ensomme, når de føler sig nødsaget til at fravælge den kollektive transport.

Sociolog og ekspert i venskaber, Søren Rudbæk Juul, ved Aalborg Universitet, mener, at der i det omfang, at manglen på hjælpemidler i transporten gør, at flere mennesker er uønsket alene, er dette selvfølgelig medvirkende til følelsen af ensomhed

“Denne følelse kan være rigtig alvorlig, ensomhed er farligt. Der er rigtig mange undersøgelser, der viser, hvordan folk dør af at være ensomme, de lever altså kortere. De får også meget oftere end andre mennesker mentale helbredsproblemer som angst og depression – så konsekvenserne kan være rigtig alvorlige.”

Samtidigt understreger han, at det er skidt set fra et samfundsmæssigt perspektiv:

“De fleste mennesker vil gerne have et samfund, hvor alle er inkluderet og deltager, og hvor der er en sammenhængskraft. Hvis en gruppe mennesker er udenfor, og ikke kan deltage i det samfundsmæssige liv, så påvirker det helt sikkert den samfundsmæssige sammenhængskraft negativt.”

I forvejen er de handicappede en udsat gruppe. I en undersøgelse fra det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, VIVE, fra 2016, kan man se, at de handicappede i forvejen er mere ufrivilligt alene end resten af os. Næsten en fjerdedel af dem med større fysisk handicap føler, at de er ofte eller meget ofte alene, når de ikke ønsker det.

Flere kørestolsbrugere deler den opfattelse, at de bliver mere ensomme, når de må fravælge den kollektive trafik af den ene eller anden årsag. Kørestolsbruger Christina Nørskov Christensen fortæller, at hun er bange for at miste sine venner:

”Jeg bliver ked af det. Jeg bliver i tvivl om de stadig vil ses, når jeg ofte melder afbud.”

Samtidigt siger hun, det har en stor betydning for hendes hverdag, og at det har nået et punkt, hvor hun har været nødt til at søge professionel hjælp.

“Jeg kender godt til ensomhedsfølelsen. Jeg skal begynde til psykolog, fordi jeg har det sådan, og det skyldes især, at jeg ikke kan komme rundt.”

Midttrafik vs Fynbus

Som tidligere nævnt er det vidt forskelligt, hvordan de respektive trafikselskabers handicapservice lyder. Hvor kørestolsbrugere hos flertallet skal være selvhjulpne eller ledsaget af egen hjælp, har Fynbus som det gode barn i klassen og eneste selskab installeret elektroniske ramper, der kan betjenes af den handicappede selv. Et tiltag der er blevet etableret for at imødekomme og muliggøre kørestolsbrugernes ønske om individualisering.

“Det der var vigtigt for os, var i virkeligheden, at man kunne gøre det her uden at have en hjælper med. Vi synes dybest set, at det er en god løsning. Hvis man skal have en hjælper med, så kan man jo i forvejen det meste – det er jo ikke der, problemet ligger. Derfor er det løsningen med el-ramperne, der er interessant,” siger Jan Gudmann Hansen, produkt- og markedschef ved Fynbus.

Funktionsleder hos Midttrafik, Thomas Dalgaard Mikkelsen anerkender, at nogle kørestolsbrugere måske sidder med opfattelsen af, at der kunne gøres mere for dem. Samtidigt understreger han, at Midttrafik løbende tænker tilgængelighed ind i deres busser, men at det altid vil være op til den enkelte kommune at afgøre, hvorvidt et tiltag som implementering af el-ramper skal indføres.

“Jeg forstår godt ønsket om en spontan rejse. Jeg forstår også hvordan el-ramperne kan medvirke til følelse af selvstændighed, der gør, at man som kørestolsbruger ikke føler sig ringere stillet end andre. Men i sidste ende er det en politisk beslutning, hvor vi et langt stykke hen ad vejen hjælper til. Jeg forstår godt, hvis nogen sidder tilbage med en følelse af, at vi mangler at gøre det sidste for tilgængeligheden, før det er helt optimalt.”

Claus Bjarne Christensen, tilgængelighedsekspert og medlem af DHF’s trafikpolitiske bygge- og trafikpolitiske udvalg, anerkender vigtigheden af et sådan tiltag. Derudover forklarer han, hvordan en anden og alternativ løsning, der som udgangspunkt er lettere at ty til, også vil afhjælpe problematikken:

“Den næstbedste løsning har vi i landene omkring os. Her skal chaufføren i bussen sørge for at slå rampen ud. I Danmark skal man selv stå for dette og tilmed have en ledsager med på slæb. Det er ikke alle, der har en ledsager til rådighed eller har lyst til at have en med. Det er noget mærkeligt noget.”

Funktionsleder ved Midttrafik, Thomas Dalgaard Mikkelsen, ser det ikke som en mulighed for chaufføren at forlade sin plads for at hjælpe den handicappede ind. Han forklarer, hvordan der er for mange komplikationer forbundet med løsningen og tilmed et sikkerhedsmæssigt kodeks som benspænd:

“Det vil kræve for meget, hvis chaufføren skal forlade sin plads i sikkerhed, derfor har vi lavet en samlet vurdering, der hedder, at det er forbundet med en for høj risiko, hvis chaufføren skal ned og hjælpe en passager længere nede i bussen.”

Nikolaj Nielsen, chefjurist og ekspert i handicap og ligebehandling ved institut for menneskerettigheder, køber heller ikke Midttrafiks forklaring:

“Så længe det er muligt for kassedamen i Fakta at rejse sig, så er jeg sikker på, at der også kan findes en løsning hos transporten i 2020. Ellers må man benytte sig at fingeraftryk eller nøgler.”

Yderligere understreger han, hvordan dette blot er et udtryk for, hvordan der er utallige muligheder, som ikke bliver udnyttet. At vi har at gøre med et net af forskellige selskaber og leverandører, gør det ikke nemmere.